Image og branding

Virksomhedens image er den måde kunderne og omverdenen ser virksomheden på. Det er også forbrugernes vurdering og bedømmelse af en bestemt vare, som virksomheden producerer eller forhandler.

Et image kan justeres via branding - ved at gøre virksomheden eller varen kendt for noget særligt, noget positivt. Det kan være oplevelser, bløde værdier, tilfredsstillelse af behov eller stemninger, som kunderne kan identificere sig med.

Mange virksomheder bearbejder deres image i en ønsket retning ved bevidst at tage et socialt ansvar - på engelsk CSR (Corporate Social Responsibility) - inden for f.eks. miljøbevidsthed, humanitært arbejde, medarbejderpleje og sygdomsbekæmpelse: Virksomheden viser et engagement, som kunderne gerne vil kædes sammen med.

Men for at kunne bruges aktivt i markedsføringen skal det sociale ansvar passe til virksomhedens eksisterende kultur. CSR kan bruges meget målrettet over for både store og små kundegrupper.

En væsentlig del af virksomhedens branding og image ligger i den visuelle identitet. Det grafiske design i emballage, logo, dekorationer, skiltning, annoncering, brochurer og hjemmeside er med til at gøre virksomheden og produkterne genkendelige. Samtidig er det grafiske design med sine former og farver med til at sende nogle signaler om virksomhederne - det bidrager til det image, virksomheden eller produktet har.

Den visuelle identitet er virksomhedens kendetegn og er et væsentligt element i markedsføringen, og nye virksomheder bør som noget af det første overveje, hvordan firmanavn, produktnavne, logo osv. kan bruges til markedsføring.